Velkommen til vores Colliebase

Klik her for at redigere underoverskriften.

Blog

vis:  hele indlæg / kort version

Så starter hamsterhjulet igen....

Opslået d. 18. august 2019 kl. 13.20 Comments kommentarer (0)
Så er ferien slut og i morgen starter hamsterhjulet igen :-) Ej, altså, det har været en fed ferie, og jeg sluttede af med en tur til Rønde i det nordjyske, Hangar 17, og Dodo i Færdighedsprøve 1 og også Dodo i den uofficielle Begynderklasse. Malou var også tilmeldt i "træningsklassen", men hun nåede ikke at komme i ringen, da dagens event trak ud og der var 3 timers kørsel hjem, så jeg trak hende fra "Træningsklassen ". Dodo var fantastisk i Hangar 17 - altså - helt vildt - ingen bekymring og dæmpet hale, totalt på konstant, og vi var både første og sidste hund i ringen i de officielle prøver. Der var 10 hunde til Færdighedsprøver og vi blev råbt op i vilkårlig rækkefølge under præmieoverrækkelsen og vi fik 4,6 i gennemsnit. Så flot og jeg er Såååååååååå GLAD OG TILFREDS. Inden turen til det jyske havde vi trænet som til en Færdighedsprøve - hver dag i 4 dage, og jeg har skrevet mine egne observationer op for de 3 af dagene og der landede vi på henholdsvis 4,4, 4,3 og 4,8 i forhold til mine egne pointgivelser, så 4,6 er mega flot med en superglad Dodo på udebane i ukendte omgivelser :-) I vores HTM program i Begynderklassen vandt Dodo klassen - der var 4 ekvipager, men kun 2 gennemførte. Dodo var super på og såååååå glad, og jeg belønnede efter prøven med trækkelegetøj, som det var svært at få hende til at slippe - og Dodo syntes det var en kæmpe fest. Jeg festede så længe, at jeg faktisk havde lidt ondt i det ene håndled resten af dagen - men hvad gør man ikke for at holde hunden glad og i festhumør :-)

Snart er ferien slut....

Opslået d. 16. august 2019 kl. 14.25 Comments kommentarer (0)

Snart er ferien slut og hvilken ferie - totalt hygge og nyt badeværelse. Sååå godt :-)

Ferier er noget mærkeligt noget, for når man er i fulde omdrejninger, skal man bruge en uges tid på at "falde ned" og så går 2. ferieuge med at "nyde det", og når så 3. uge sætter igang, får man næsten ticks over at hamsterhjulet starter lige om lidt igen :-)

Malou og Dodo har det vist bedst med hamsterhjulet, for hold da op hvor har de været trætte begge to i denne ferie, hvor de ikke har haft fred og ro til at sove uforstyrret i dagtimerne. Til gengæld har de tobenede nydt godt af det i aftentimerne, idet hundene begge har sovet som "skudt" lige så snart vi satte os ned ved PC/TV. 

Det har været en fed ferie, og især fordi Dodo nu er over 1 år gammel og har fået mere ro på sig selv. Hun har været mega svær og udfordrende i sit første leveår, men de seneste måneder har hun ændret karakter og vi har nu ret meget styr på "jeg jagter biler", "jeg driller katten", "jeg driller Malou", og især "jeg er bange for mennesker". 

Faktisk er det uger siden Dodo har vist angst overfor mennesker, men lige idag, så jeg det igen. En ældre mand, som fortalte at han selv havde hund, og gerne ville hilsen på Dodo. Det ville hun så ikke, og da jeg så at halen var lavthængende, trak vi udendom med en undskyldning om at Dodo måske nok syntes, at han lugtede af hund.

Til gengæld fik Malou hilset i stor grad, så alle var tilfredse :-)


Vi har ferie.....

Opslået d. 10. august 2019 kl. 13.40 Comments kommentarer (0)
Vi har ferie.......og hvor er det fedt :-) Vi har lavet badeværelse og det er 100% færdigt og vi har et par små småprojekter mere på hjemmeferiefronten og det vigtigste af alt er, at vi nyder dagene. Hundene er mega trætte når vi er hjemme hele dagen og især Dodo har svært ved, at hun ikke har flere timers uafbrudt mulighed for søvn midt på dagen, men når vi er obs på det kan det planlægges. Jeg har i dag f.eks. været rallydommer for spidshundeklubben i rally og der var begge hundene med da jeg vidste, at der var mega meget ventetid mellem rallyklasserne. Når jeg dømte, snorksov både Dodo og Malou og når der var dommerpauser gik vi ture og fik tisset af og snuset i området. Dodo har haft det rigtigt svært mht. prøver i sit første prøveår, men det er lykkedes mig at få hende til at "klæbe til sin fører" så jeg har p.t. en Dodo, som er så meget førerglad, at jeg vil forsøge at få det indarbejdet i vores lydighedsarbejde. Om det lykkedes vil vise sig, men hvor er det fedt at have en stor hvalp på snart 16 måneder, som er så "moarsyg" at det er en drøm. :-)

Ferie.....

Opslået d. 29. juli 2019 kl. 13.00
Så blev det ferie og vi lagde ud med en dommerdag i Rally på Garbogaard. Jeg skulle dømme den ene prøve og da der var to prøver på dagen, var Dodo og Malou tilmeldt den prøve jeg ikke selv skulle dømme. Malou lagde ud som 1. hund på dagen og hvilken performance - jeg var målløs - og da jeg passerede målet måtte jeg erfare, at ALDRIG har Malou gået så fantastisk en rallybane. To små streger var der trukket og det betød altså at Malou blev 1. vinder i Championklassen med 98 point og dermed fik sit første supercert. Sikken en start på dagen og ferien. Dodo var som sagt også tilmeldt, og hun er mega dårlig til rally, og hænger altid ud med stram snor når vi går begynderbane. Så jeg havde en plan for hende på dagen, nemlig at prøve en øvedebane, for at se om hun var lige så dårlig i denne klasse, hvor der ikke er snor på. Haha - og det var hun. Så planen var klar, at var hun lige så dårlig uden snor som med snor, ville jeg diske mig selv, så vi ikke risikerede at skulle blive i øvedeklassen hvis vi opnåede 70 point. Ved skilt nr. ca. 10 tror jeg, stoppede jeg op og satte snor på og så kan vi fortsætte i begynderklassen indtil Dodo forhåbentlig bliver bedre til rallysporten. Dagen igår brugte vi på at afmontere vores badeværelse, så det var klar til montøren skulle komme idag til morgen. Og vi er næsten i mål - og det er blevet mega flot med grågrønne skabslåger og hvid helstøbt vask og bordplade med indstøbte glasstumper i hvide nuancer.

4 dage.....

Opslået d. 22. juli 2019 kl. 8.15 Comments kommentarer (0)

Så er der 4 dage til sommerferien begynder. Lækkert med nedtællig og lækkert at nyde det, for vupti så er der strøget 3 uger, uden at man nåede at se hvor dagene blev af. Men det er vel det, der er hele pointen ved sommerferie ?

I år skal vi lave projekt "badeværelse" hvor alt undtagen fliser og toilet skal fornyes. Og vi går ud over vores egen "grænse", idet vi har valgt at sætte farve på det nye badeværelse. Lige nu er alting hvidt eller næsten hvidt og nu kaster vi os altså ud i noget med farve på. Det bliver meget spændende at se resultatet.

Apropos resultatet, så er jeg særdeles spændt på at se hvor Dodo lander, nu hvor hun blevet færdig med sin 2. løbetid. Aldrig har vi haft så nem en hund i løbetid. Hun har været fantastisk til at holde sig ren og alting har været så nemt, også i de få situationer hvor hun har måttet iføres løbetidsbukser.

Træningsmæssigt har hun flyttet sig enormt og vi har lagt rallytræningen på hylden og arbejder nu med LP2 programmet. 
Jeg har lavet en træningsplan og på ganske få dage lærte Dodo, at holde, gå med, løbe med, gå på plads med og finde - den rigtige næseklods. SÅ imponerende flot arbejde af hende. 
Det er tydeligt at Dodo er meget mere glad for LP træningen end for rallytræningen. Hun kommer springende, hvis jeg tager en apport frem, eller en pose næseklodser, eller en stor kegle man kan løbe rundt om. Træningen går forrygende i øjeblikket, og med en simpel træningsplan på ternet papir kan man konstant følge udviklingen.




What !!!

Opslået d. 19. juli 2019 kl. 4.55 Comments kommentarer (0)

Jeg blev igår kontaktet af en hundeven, som spurgte om ikke jeg havde lyst til at deltage på et heldags hundetræningskursus som netop var slået op på FB.
Og jo - det lyder som et godt kursus, selvom jeg har det lidt ambivalent med alle de nymodens tiltag, der gøres indenfor hundetræning nu om stunder.

Det er som om alting skal være "nyt" og "mere smart" og også gerne lidt "extremt", og det skal det jo være......for ellers får man nok ikke folk til at lægge over 1000 kr. for en dags træning, hvor man selv får omkring 30 minutters decideret undervisning med egen hund. Hvis man ikke er udpræget nørd og kan suge til sig, når de andre hundeførere er "på", så er det en noget bekostelig timepris for sådan et kursus.

Men er man nørd - og uhhhhh det er lækkert at være engang imellem - så er sådan et kursus jo fantastisk og man kan gå helt høj hjem bagefter.

Nå men tilbage til min hundeven.......jeg svarede, at jeg havde lyst til at deltage på kurset, men ikke kunne, da jeg allerede var booket til noget andet på datoen. Svaret kom prompte - jamen så finder du dig bare et andet kursus på en dag hvor du kan deltage og så betaler vi kurset for dig!

What.....!!!! Betaler I ?? 

"Ja, med alt det du gør for hundefolket, så vil vi gerne takke dig med at betale for et af de dyre heldagskurser, så du melder bare tilbage med tid, sted og pris".

Tusinde, tusinde tak siger jeg bare......sikken en anerkendelse at få, og nu vil jeg da shoppe lidt rundt og finde et godt kursus som jeg kan deltage i.


En god beslutning...

Opslået d. 16. juli 2019 kl. 7.05 Comments kommentarer (0)

Jeg var til træning hos Anja i Ballerup for en uges tid siden og i min "enetid" talte vi om, hvor svært det var med Dodo's angst for mennesker hvorpå Anja sagde...."jamen hun er da ikke bange for mig". 
Nej - på ingen måde, men Dodo tog ikke selv kontakt for at hilse osv., så på den måde kunne jeg se, at det var "fint nok med Anja tæt på, men hun behøvede ikke at skulle hilse ydereligere".

Vi talte også om at Dodo, når hun har skullet holdes i indkaldsøvelsen i LP1 programmet, har forsøgt at vriste sig fri af dommerens greb, og at jeg kunne mærke hvor utryg Dodo var i de øvelser der fulgte efter "indkaldet" i programmet.

Da Dodo ikke var bange for Anja, besluttede vi at gøre øvelsen "hold min hund i indkald", for at se reaktionen hos Dodo når det var en yngre kvinde der skulle holde hende og ikke en "mærkelig mand" med skæg og kasket. Straks Anja fik fat i halsbåndet, blev Dodo tydeligt utryg og jeg afbrød sceancen omgående. Det var lige det der skulle til, for at vi sammen tog en hurtig og god beslutning.
Dodo skal ALDRIG mere holdes af fremmede mennesker. 

Jeg skulle til LP1 prøve på Fyn i lørdags og beslutningen var jo taget hjemmefra. I indkaldet fik dommeren ikke lov til at holde Dodo i halsbåndet. Jeg ville sætte hende af i en "sit".
Da vi nåede til øvelsen på dagen, spurgte dommeren om han skulle holde min hund. "Nej, hun er utryg ved det, så jeg sætter hende bare af, og så må det briste eller bære". Dommeren sagde, at det var helt ok, men at han altså stod lige ved siden af Dodo, lige så tæt på, som hvis han skulle holde i halsbåndet. Fint for mig - og så gik jeg ud på de 15 meters afstand.
Dodo sad SÅ flot, lige til jeg fik indkaldssignalet hvorpå hun spurtede afsted til mig og fik 9,5 med en lille skæv plads i afslutningen.
Efterfølgende kom øvelsen "holde apport" - der fik hun 10. Så kom sit-øvelsen - der fik hun 10 og til sidst dæk øvelsen i 1 minut på 10 mtr. afstand - der fik hun også 10. Altså fik hun 10 i alle de efterfølgende øvelser efter indkaldet ! 
De andre gange vi har været til LP prøve, hvor hun er blevet holdt i indkaldsøvelsen, har hun smidt apporten for tidligt, gået fra dækken osv., og jeg er sikker på at det har været pga. usikkerhed over at være blevet holdt.

I lørdags mistede Dodo springet dvs. minus 20 point - og alligevel gik vi hjem med en flot 1. præmie - uhhhh det føltes fantastisk godt :-)

Analyser....

Opslået d. 12. juli 2019 kl. 7.50 Comments kommentarer (0)

Vi går og pusler med tanken om et sommerhus - og uhh det er spændende at kikke og shoppe rundt på Boligsiden, men når vi sætter os ned og analyserer behovet for et sommerhus, så er det der slet ikke !

Det man får i et sommerhus er forhåbentlig fred og ro, masser af grønne omgivelser og dejlig natur. Jamen det har vi jo allerede der hvor vi bor nu, så hvorfor ialverden drømme om at få et sommerhus ???? Totalt skør tanke, ikke mindst fordi et sommerhus er lig med ekstra græsplæne der skal slåes, ekstra ejendommenskatter og afgifter på dit og dat og ikke mindst en ekstra boligudgift i mange år. 

Nå ja, så kikker vi lidt på biler......og sjovt at shoppe rundt på Bilbasen og finde alternativer til min Caddy Comfortline. Igen er behovet der stort set ikke, når vi analyserer på det - tjaaa og dog....måske....for den har nu rundet 245.000 km.
Vi købte den fra ny - den er 7 år gammel - vi skylder ikke en krone - den er passet med alle services m.v. - og når den står nyvasket siger folk..."Ihhh hvor er den flot, har du fået ny bil". Hahaha...så griner jeg og fortæller hvor mange km den har rullet med mig og collierne.

Min Caddy er den dyreste udstyrsmodel - det er en 7 personers personbil som fra ny er ombygget til en van på papegøjeplader, dvs. jeg har alt det lækre udstyr og skønne comfort jeg kan ønske mig - ting som slet ikke er i en "almindelig" Caddy nu om stunder, og kan jeg overhovedet forliges med tanken om at skulle betale over 11.000 for at få metallak på en evt. ny Caddy og 25.000 for en "vinterpakke" for at få sædevarme. Og oveni skal jo lige lægges en stort rundt tal for selve bilen. Helt ærligt - jeg har det hele lige nu og det er fuldstændig "gratis".

Nå ja, så pusler vi med tanken om en ny hund.......og igen.....hvad er behovet ???

Jan mener vi har rigeligt i de to vi har - Dodo er tilmed kun 14 måneder gammel og Malou er kun lige fyldt 6 år. Der er masser af hund i de to lømler til os i mange år fremover - forhåbentlig.
Jeg har på samme måde som med sommerhus og bil, analyseret på behovet og i den situation handler det vist mest om mit behov for at træne hund. 
Hvad har jeg lyst til at træne - og har mine hunde lyst til at træne det samme som mig? Det kan jeg godt være lidt i tvivl om engang imellem. Eller er det bare mit behov der skal ændres, så det mere matcher hundenes behov ?
Kæft den er svær, for levende væsener er ikke nemme at sætte i behovs-kasser på samme måde som en ny bil ville være det. Bilen er nem - opfylder den vores behov eller ej - ja eller nej. Vores hunde opfylder på en anden måde vores behov.

De er begge to fantastiske til at være alene hjemme i de mange timer vi er på arbejde, de er super gode venner - også med katten - og vi har ikke hunde der graver huller i haven eller på anden måde molestrerer vores ejendom hverken ude eller inde. De er supernemme at have med når vi er ude og kan man næsten ønske sig mere ?
Næhhh.....og jo måske....for når man har det hele, vil man jo gerne lige have lidt mere.....men jeg husker også lige at have med i analyseringen, at min erfaring siger at hund nr. 3 fylder rigtig meget mere i en flok end hund nr. 2 gør. Det er iøvrigt også besværligt at gå med 3 hunde i snor samtidig og jeg syntes at huske, at den mest stille af ens hunde nemt bliver lidt overset hvis flokken bliver større end et par stykker.

Anyway - vi må analysere videre på diverse "projekter" og det seneste jeg har analyseret på, er en træningsplan for Dodo i hendes videre LP-forløb. 

Søndags træning...

Opslået d. 7. juli 2019 kl. 13.50 Comments kommentarer (0)
Fed træningsdag. Dodo er højløbsk og i den grad forstyrrelsestrænings-bar :-) Hahaha---vi var nogle stykker samlet til LP prøvetræning i Sæby i dag og out of the Sæby-blue, kom der en brun labrador som virkelig havde spottet at Dodo er højløbsk. Ups - men flexlinen på hannen holdt og føreren fik styr på situationen, selvom hun var lidt rystet over hendes hunds reaktion. Dodo var ret kold - men samtidig også ret ukoncentreret i sit LP1 program - men til gengæld var Malou bedre than ever :-) Super fed træningsfølelse at gå hjem med. Wuhuuuuuu Malou tog appporten helt af sig selv :-) :-)

Dansedag......

Opslået d. 5. juli 2019 kl. 8.35

Sidste week'end havde vi meldt os til uofficielle dogdance prøver i Ringsted.

Alt var som til en rigtig prøve, med rosetter, opvarmningsareal og rigtige dommere - eneste ændring i dagens set up var, at man fik to ture i ringen og at man måtte belønne undervejs i sit program.

Egentlig havde jeg ikke forventet noget særligt, da Malou ikke har været på dansegulvet i 1½ år og Dodo aldrig har prøvet det, så det var med helt afslappede forventninger at vi deltog.

Malou lagde ud med et brag af en performance med sit HTM1 program "Danser med dig" af Kim Larsen, og fik de vildeste kommentarer på sin dommerseddel a la, "Wow for nogle flotte positioner - og kan I så se at komme ud til konkurrence igen".
Anden tur i ringen med Malou gik lige så flot og jeg var vist selv lige så imponeret som dommeren.

Malou blev dagens 2. vinder i HTM1 med over 26 point i gennemsnit.

Dodo var i løbetid, så igen måtte hun vente i bilen hele dagen og kom først ind til allersidst - iført flotte turkise løbetidsbukser - som hun syntes var trælse at sjoske rundt i, men efter 5 minutters leg og sjov og mange godbidder for at løbe rundt med bukserne på, var det som om hun glemte alt om at de var irriterende at bære.
Så vi gik i ringen - bevæbnet med masser af godbidder og klar til sjov og ballade - men dog med fokus på, at vi skulle gennemføre hele vores danseprogram med musik af Weissmanns syngende hunde.


Første tur i ringen gik fantastisk - og efter en lille pause hvor en hvalp fik lov at lege til musik - kom Dodo fluks på igen til sin anden runde.
Denne gang var hun noget obs på omgivelserne og slog lidt fra i sine positioner, men stadig flot udførsel af sit program og Dodo sluttede som nr. 5 i HTM1 klassen med et gennemsnit der havde givet Q-point, hvis det havde været en rigtig konkurrence.


Rss_feed